PrivatErhverv

PrivatErhverv
RING TIL OS: 74 72 86 00
0

Er du vores nye forsikringselev?

Vi søger typisk en ny elev med start i august/september


ETU Forsikring er et mindre forsikringsselskab, som tilbyder privat- og erhvervsforsikringer i hele Danmark. Vi sælger forsikringer til kunder, som har behov for en god kundeoplevelse, og som værdsætter den personlige kontakt. Hos os er der ikke langt fra tanke til handling.

Læs her hvad nuværende og tidligere elever siger om at være elev hos ETU. Længere nede kan du læse om selve elevuddannelsen.

Om at være elev - Søren
Søren, tidligere elev - nu ansat i salg og elevansvarlig

"Jeg er selv startet som elev i ETU Forsikring. Ved afprøvelse af de forskellige afdelinger, igennem min elevtid, fandt jeg min plads i salgsafdelingen. Det jeg har oplevet igennem min tid hos ETU, har været en personlig og faglig udvikling, der samtidig har været præget af et socialt sammenhold med diverse arrangementer og et godt kollegaskab."

Om at være elev - Rikke
Rikke, 2. års elev

"Som elev bliver man taget imod med åbne arme og hjælpsomme kollegaer. Der er en stor grad af fleksibilitet i og med, at man bliver hørt hvis man har nogle ideer, ønsker eller behov. Uddannelsesplanen er planlagt ud fra skoleforløbet, så man kan bruge teorien i praksis i forhold til den afdeling man sidder i."

Om at være elev - Henriette
Henriette, tidligere elev - nu ansat i skade

"Jeg har som elev hos ETU fået lov til at prøve kræfter med policearbejde, salg og behandle skader. Man får derfor en bred viden inden for forsikringsverdenen samtidig med, at der til sidst i forløbet, er mulighed for at udvikle sig på det område, der passer en bedst."

Om at være elev - John
John, tidligere elev - nu ansat i skade

"Som fastansat bruger jeg til daglig den teori, jeg har lært gennem min uddannelse, samtidig med, at jeg har mulighed for at fordybe mig i mit fagområde.
Selvom man har afsluttet sin elevuddannelse, er der stadig meget at lære. Som fastansat, hos ETU, har man derfor løbende mulighed for at komme på efteruddannelse på Forsikringsakademiet.

Du skal søge elevplads hos ETU, hvis du vil være en del af en fleksibel virksomhed, hvor der ikke er langt fra tanke til handling, og hvor du i høj grad selv har mulighed for at komme med input og idéer."


 

Om elevuddannelsen

Forsikringsuddannelsen er en uddannelse på 2 år, hvor du veksler mellem skole og praktik. Med uddannelsen får du en grundlæggende viden om den finansielle verden og de forskellige forsikringsområder.

Uddannelsen er sammensat således, at du på skift kommer rundt i alle vores afdelinger på hovedkontoret. Her vil du prøve kræfter med udarbejdelse af policer, håndtering af skader, servicering af nye såvel som bestående kunder.


Din baggrund

Din uddannelsesmæssige baggrund kan være enten HHX, STX, HF eller EUX. Du kan også have en relevant uddannelse så som finansøkonom.

Desuden kan du have supplerende erhvervserfaring, hvor du har beskæftiget dig med personlig betjening i form af kunderådgivning eller andet.


Skole

Uddannelsen er en finansuddannelse med specialet ’skadeforsikring’.

I løbet af de 2 år er du i skole ca. 3-5 dage om måneden med forberedende opgaver, samt opfølgende opgaver og/eller prøver efter hvert skoleforløb.


Personlig vejleder

Undervejs i forløbet vil du ud over din leder have en vejleder. Vejlederen vil være med til at sikre, at du hele tiden får nye udfordringer, og at der løbende bliver fulgt op på din uddannelse. Vejlederen er også den kollega, der altid står til rådighed for dig med hjælp og støtte undervejs.


Uddannelsesaftale

Før du begynder som elev, skriver både du og vi under på en uddannelsesaftale, som er forpligtende for os begge. Uddannelsesaftalen indebærer blandt andet:

  • Vi er ansvarlige for at tilrettelægge din teoretiske og praktiske uddannelse, så du kan nå de mål, der er sat for uddannelsen
  • Du er ansvarlig for aktivt at udnytte de muligheder, uddannelsen giver. Så sikrer du dig både en god og spændende uddannelse og et stærkt fundament for at få andre job i virksomheden


Løn

Du får fuld løn under hele uddannelsen. Derudover giver vi rabat på dine forsikringer og vi smider en sundhedsforsikring og en pensionsordning oven i hatten.


Dine ''elevtjanser''

Du vil opleve, at du hurtigt får ansvar og har dine egne arbejdsopgaver. Vi har ingen ’elevtjanser’, og vi tømmer selv vores skraldespand, henter kaffe og rydder op efter os. Der er ikke forskel på elever og andre kollegaer i ETU Forsikring. Vi arbejder trods alt for det samme formål og hjælper de samme kunder.

Vi stiller derfor også de samme krav til dig, som til ETU Forsikrings øvrige medarbejdere. Det vil sige, at vi løbende måler dine præstationer og giver dig tilbagemeldinger på, hvordan det går.

Kan du se dig selv hos os?

Hvis jobbet har vakt din interesse, og du ønsker mere information, er du velkommen til at kontakte vores elevansvarlig Søren Bisballe Kunz på 74 72 86 15.

Du skal sende din ansøgning og dit CV til [email protected] mrk. ”Forsikringselev”. Vi behandler ansøgninger og udvælger kandidater løbende.

Tiltrædelse: forventet opstart i august/september 2023